Jeg ved godt, det altid lyder skævt, men sådan har det været lige fra den tidlige barndom: Roquefort er min absolutte yndlingsost – mit livs kærlighed, når det kommer til ost.
Jeg spiser den helst ren, når jeg lige har brug for et salt- og smags-kick – for ja, den er utroligt aromatisk og nok ikke noget for alle dem, der kun forsigtigt vover sig ud i blåskimmel via pasta med gorgonzola-flødesovs … Når jeg ikke er alene eller sammen med ligesindede, og tingene derfor skal gå lidt mere civiliseret til, smører jeg den som en undtagelse også på brød. Så er det bedst med et lag mildt saltet råmælkssmør under.
Det fine ved Roquefort: den overbeviser ikke kun rent smagsmæssigt, men er også noget for hjertet. Vi skylder angiveligt dens opståen en kærlighedshistorie. Og den går således: Der var engang en ung fårehyrde. Han var ude med sin flok i bjergene omkring den sydfranske landsby Roquefort-sur-Soulzon i det sydlige Frankrig. Da så han nede i dalen en kølig jomfru, der kom gående ad vejen. Hun var sikkert på vej til sin bedstemor og havde kage og vin i sin kurv. Åh nej, det er jo en anden historie … Under alle omstændigheder blev vores hyrde øjeblikkeligt ramt af Amors pil, lod flokken være flok og fulgte efter damen. Men før han mistede hovedet fuldstændigt, gemte han hurtigt sin madpakke med lidt rugbrød og fåreost i en grotte.
Da han vendte tilbage efter dage, var han forfærdelig sulten. Han havde sandsynligvis kun levet af luft og kærlighed til sidst … Så han skyndte sig hen til grotten, hvor han ganske vist fandt sin madpakke, men i en sørgelig tilstand: Osten og brødet var overalt dækket af blåskimmel. Da ethvert barn jo ved, at man ikke skal spise muggent brød, smed han det ud med tungt hjerte, men vovede sig alligevel i kast med osten. Og så skete det samme for ham som for mig: han smeltede hen og glemte jomfruen. Fra nu af var der kun plads til blåskimmel-fåreost i hans hjerte!
Den blå skimmel i Roquefort hedder i øvrigt det samme som den: "Penicillium roqueforti"! Et smukt navn, ikke?
Hvordan kan jeg så bedst beskrive min elskede? En sund teint hører ikke ligefrem til dens hovedtræk. I stedet skinner den blegt-hvid-grøn-blåt og er altid en smule svedig. Det gør dog intet ved dens charme, for det er præcis sådan, jeg elsker den. Dens hvide dele er snehvide (i modsætning til den mere gullige Bleu d’Auvergne), og dens blå dele er blågrønne og let behårede. Den er nøddeagtig-smørret og fint saltet med en behagelig, let fårearoma, og dens konsistens er fugtig-cremet. Da den er smørbar, egner den sig også til madpakken. Helt uden sjov: jeg gik i skole med Roquefort-madder. Og jeg havde stadig venner! Det var bare aldrig nogen, der ville bytte med mig ...
Roquefort må ikke mangle på en ostetallerken. Ellers passer den fortrinligt til pære og valnød, og den kan vidunderligt parres med søde vine, som f.eks. en Sauternes. Eller også, og nu bliver det for alvor fornemt, med portvin, sherry eller Madeira. Mmmmh …
Roquefort har mindst 52 % fedt i tørstoffet. 100 gram indeholder 355 kilokalorier og 31 gram fedt, hvoraf 20 gram er mættede fedtsyrer. Hvis vi så tager råmælkssmørret og vinen med i ligningen, sprænger vi sandsynligvis alle rammer. Men det er heldigvis helt ligegyldigt her. Resultatet af min ligning lyder: 100 % nydelse, 100 % kærlighed, 100 % lykkefølelse.
I den ånd: bon appétit!
- - -
Roquefort af rå fåremælk kan fås hos os til 3,57 € pr. 100 gram.
